Interview med Katrine Marie Guldager

Af Johan Lose

Katrine Marie Guldager Nu. Nu skulle den endelig skrives. Efter flere års tilløb og to dannelsesromaner om unge mænd besluttede Katrine Marie Guldager sig for at skrive sin egen dannelseshistorie – i romanform. Om den rædselsfulde uge for godt 30 år siden, hvor hun med få dages mellemrum og under dramatiske omstændigheder mistede først sin veninde og så sin far. Om alt det, der fulgte i kølvandet på tragedien; sorg, forvirring, konflikter og arvestrid. Og om at frigøre sig fra den familie, som hun pludselig ikke længere følte sig tryg i. Efter at have undgået og udsat skriveriet i adskillelige år var tiden nu kommet
til at vende blikket mod sin egen smertefulde fortid. Men hvorfor var bogen så nødvendig, hvorfor skrive en roman om sine egne erfaringer?

"Ja, det havde jeg jo heller ikke forestillet mig, at jeg skulle. Jeg siger ikke, at der ikke findes god autofiktion, men i de senere år har jeg haft en følelse af, at autofiktion for nogen bliver en nem genvej: Kvindelig forfatter skal skilles og skriver en roman om en kvindelig forfatter, der skal skilles. Men efterhånden var det måske også blevet for nemt for mig at holde mine fiktive karakterer ude i strakt arm, og jeg blev også skeptisk over for min egen skepsis. Lidt ligesom når en mand bliver ved med at hævde, at han ikke kan lide homoseksuelle. Til sidst kan man ikke lade være med at tænke: Hvad skjuler du selv, brormand?"

Hvordan tog bogen form?
"Jeg lavede først et dokumentarisk skelet, hvor jeg kortlagde mit liv ud fra dagbøger, breve, gamle kalendere. Og efter det inviterede jeg romanforfatteren ind og sagde: Hvordan fortæller vi det her? For dybest set er det jo ikke interessant for dig, hvad der stod i min dagbog i 1992. De perioder, hvor alt gik i tomgang, har jeg også klippet ud. Det, der er spændende, er at skubbe historien ud i det almene, ud til følelser og konflikter, som de fleste kan genkende. For det her er jo heller ikke en dramatisk historie om en vanvittig familie, man skal skynde sig væk fra; det meste er jo desværre meget normalt."

Det er ikke en beretning om helte og skurke, og da faren dør, forestiller fortælleren sig også, at familien kan komme igennem det som en ”normal” familie, men hvad vil det sige: en normal familie?
"Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Men vi har nok alle sammen en forestilling om den gode familie som en slags fundament i os alle sammen. Et sted, vi kan vende tilbage til og søge støtte. Men for mig at se kan familien også nemt blive en kilde til mindreværd. Næsten hver fjerde dansker har prøvet at bryde med familiemedlemmer i kortere eller længere tid, så jeg tror også, der er mange, som har en følelse af, at familien er noget meget besværligt noget at opholde sig i. Mange har ligesom hovedpersonen oplevet, hvordan en familie slår revner efter en arvesag. Man kender ikke sin familie, før man skal arve, siger man. Men mange er også bare jævnt utrygge ved deres egen familie. Hvad snakker de om, når jeg ikke er der? Hører de egentlig hvad jeg siger? For mange er familien et utrygt fællesskab, og det har været vigtigt for mig at skildre. Jeg ved ikke, om det ligefrem er et tabu, men jeg tror at mange, som jeg selv, oplever at forestillingen om den trygge, lykkelige familie ikke rigtig stemmer overens med virkeligheden."

Hvorfor tror du, det er det svært at tale om, at familien kan være utryg?
"Det ligger meget dybt i os alle sammen, at man skal blive i gruppen for at overleve. Det er farligt at stille sig udenfor gruppen, og det gør man jo lidt, hvis man begynder at betragte gruppen udefra. Bare tænk på de hjemløse eller tiggeren på Nørreport. Tænk på, hvor mange mennesker, der går forbi. Hver dag. Den ensomhed ønsker ingen at opleve. Så vil vi hellere klippe en hæl og hugge en tå. Desuden: Hvis ikke engang dine forældre kunne elske dig, hvilket misfoster er du så ikke? Det er skamfuldt at være den, der falder udenfor i familien. Så hellere lyve om det, ikke? Tale det ned. Måske siger man til sig selv: Det er også bare mig. Hvis et barn ikke føler sig elsket af sine forældre, holder det ikke op med at elske forældrene, det holder op med at elske sig selv. Barnet vil hellere forlade sig selv end at forlade forældrene. Utroligt, ikke? Men det skyldes selvfølgelig også, at vores overlevelse har været så tæt knyttet til vores forældre. Hvis ikke de havde passet på os, sørget for vores fysiske og psykiske behov, ja, så var vi her nok ikke," siger Katrine Marie Guldager. KÆRLIGHED OG RESPEKT er nok det eneste, der rigtigt kan gøre os frie

Hovedpersonen forsøger på et tidspunkt at tale med sin mor om, hvor forskellige hun og søsteren er, men moren nægter. Hvorfor frygter moren den forskellighed, tror du?
"Nu gør jeg mig stor umage med ikke at udlægge andre mennesker i min roman, så det vil jeg heller ikke gøre nu. Mange familier insisterer på et eller andet gammelt glansbillede fra 1977, hvor familien
var denne tætte, forbundne enhed, der var meget vigtig for alle. Men det bliver familien jo ikke ved med at være, og som hovedregel er søskende jo mere forskellige end de er ens, forældre er heller ikke
ens. Familier er systemer af konflikter og magtkampe, som kan have fundet ro, men som ikke desto mindre er bygget op omkring forskelle og uenighed, og det vil man nogen gange gerne glemme.
Hvorfor? Fordi vores forskellighed også betyder, at vi dybest set er alene. Ingen ser verden helt som os."

Har det været godt at skrive bogen, frigørende måske?
"Det var hårdt at gå tilbage til nogle af de sværeste perioder i mit liv, men det har også været godt. Dengang jeg var ung, havde jeg en følelse af, at jeg ikke kunne rumme alt det, der skete, og derfor efterlod jeg dele af mig selv på fjerne, nedlagte stationer. Nu fik jeg så en chance for at huske det hele igen. For at samle mig.2

Hvorfor tror du, det var så svært at se tilbage?
"Jamen, det tror jeg faktisk, det ville være for alle. Hvis man har levet bare en lille smule, vil de fleste mennesker rumme afgrunde af dybe, svære følelser. Vi har alle svigtet nogle andre, vi har alle svigtet os selv, og vi har alle gjort mindre, end vi kunne. Vi har alle sammen ting, vi har det skidt med, bør have det skidt med. Vi har skyldfølelser, vi har dårlig samvittighed, vi har følt os utilstrækkelige. Det første, der skete, var faktisk, at jeg blev bange. Jeg sad og skrev i mit svenske sommerhus, og jeg kunne ikke sove. Jeg hørte lyde. Det hele blev så angstpræget, og angst er som regel et forsvar mod noget, man ikke vil, ikke magter at føle. Angsten er som en advarselslampe, der står og blinker: Hvis du nærmer dig det her, er der en risiko for, at du må lægge dit liv om, se dig selv på en anden måde. Måske må du erkende ting, du tidligere havde forsvoret, at netop du skulle erkende. Måske føler du dig afvist, udstødt, og værst af alt - magtesløs. Måske føler du, at du åbner ind til en afgrundsdyb sorg, der muligvis aldrig slutter."