Den sagtmodige

I et tomt værelse sidder en mand og taler med sig selv. På bordet foran ham ligger liget af hans hustru, som et par timer forinden har begået selvmord. Manden er i sine følelsers vold og prøver at få hold på den tragedie, der lige har ramt ham. I denne vanvidsstund vandrer hans tanker, og han fortæller om, hvordan han i sin tid mødte sin hustru, og hvordan deres forhold forliste. Som det så ofte er tilfældet med Dostojevskij, er DEN SAGTMODIGEs hovedperson ikke én, man umiddelbart sympatiserer med. Han er bitter og indesluttet, fordi samfundet efter hans eget udsagn har udstødt ham. Det udmønter sig i en streng kontrol over hustruen, som må tage slagene for al hans ulykke – hvilket han i øvrigt mener er ganske rimeligt, ja, hun beder næsten selv om det. Men da han står dér foran hendes døde krop, får vi alligevel en antydning af, at han angrer. At han altid elskede hende, selv om hans handlinger viste noget andet. Hans fortvivlede monolog hopper rablende-melankolsk rundt i fortællingen om deres fælles liv og bliver mere og mere selvbebrejdende. I lyset af hustruens død forstår han endelig kærligheden, forstår livet. Desværre er det for sent.