City Slang

Litteraturhistorien er fuld af historier om forfattere, som fik deres første bøger afvist af det ene forlag efter det andet, indtil de – efter at have gået så grueligt meget igennem – omsider blev set og anerkendt. Således også en af landets helt store digtere og essayister, hvis debutsamling blev afvist af tre forlag, inden den fik lov til at udkomme på forlaget Vindrose i 1981. ”Jeg kan altid huske, hvor fantastisk det var at få CITY SLANG i hånden for første gang. Den står hjemme i reolen, men den er slidt i stykker, fordi jeg ofte har læst op af den. Jeg har flere gange ønsket, at jeg havde haft et ekstra eksemplar, som jeg ikke rørte. Men sådan tænkte jeg jo ikke for 40 år siden, og det var nok godt, jeg ikke tænkte på den måde. Det ville være en underlig måde at projicere sig selv ind i en fremtid – at sige, at der kommer en dag, hvor det vil være det store sus at have et eksemplar fra første oplag i mint condition. Men jeg er meget glad for, at den kommer igen, og det er en rasende flot udgave, der er blevet lavet,” siger Søren Ulrik Thomsen om sin første bog med 57 digte, som kredser om det første sansebrusende, berusende og voldsomme møde med storbyen. Her fra digtet, JEG ER LEVENDE, som også blev titlen på den portrætfilm, Jørgen Leth lavede om Søren Ulrik Thomsen i 1999. ”Regnvandet driver/Ned ad min arm/Jeg er levende/Telefonen ringer/Røret er koldt i hånden/Jeg er levende/Græder/Lægger min hånd/Mod min nakke/Jeg er levende/Porten smækker/Bilerne suser bag muren/Jeg er levende” Med samlingen skrev Søren Ulrik Thomsen sig ind i grupperingen af 80’er-digtere som Michael Strunge, Bo Green Jensen, Poul Borum og Pia Tafdrup, og da Lars H.U.G. satte musik til digtene i 1983 på et album af samme navn, nåede de ud til et endnu større publikum. Og i dag, fi re årtier senere, kan Søren Ulrik Thomsen så selv få et smukt eksemplar til at erstatte det lasede i hans egen bogreol. Det samme kan du.