DET ER DE OPRØRSKE DER SVIGTER er en medrivende historisk slægtsroman om
efterkrigstidens sociale og kulturelle brydninger, fællesskabets regler
og frihedens faldgrupper. Om utopier, kærlighed, hykleri og svigt.
Bogen er andet selvstændige bind i Erik Valeur og Lise Ringhofs populære romantrilogi om
familien Brinch og danskernes historie i det 20. århundrede.
I første bind af Brinch-trilogien, DET ER DE DANSKE SOM FLYGTER, lærte vi Familien Brinch
at kende, og fulgte Fanødrengen Erling fra barndommen og op gennem
første halvdel af 1900-tallet. I andet bind følger vi familiens skæbne i
den turbulente tid fra efterkrigstiden og frem til Berlinmurens fald. I
centrum af fortællingen og tidsånden står nu Erlings to børnebørn,
brødrene Jakob og Thomas, der vokser op i et pænt lægehjem i Vejle.
Efter afsløringen af en familiehemmelighed udvikler de to brødre et
voldsomt uvenskab, der følger dem til København. Her lever den dristige
Thomas det vilde liv og gør karriere i den fremstormende reklamebranche,
mens Jakob, som er mere besindig og bekymret anlagt, forelsker sig i
den ældre, revolutionære Berit og selv lever et beskyttet, stilfærdigt
liv. I Danmark bygger ungdommen nye samfund i Thy og på Christiania,
flytter i kollektiv, demonstrerer og slås for fred og ligeberettigelse i
verden. For nogle løber oprøret og eksperimenterne løbsk – og de bliver
ikke samlet op. For andre ender det hele i trygge og magelige
magtpositioner med succes i tilværelsen. I Brinchslægtens hus på Fanø
mødes de to brødres morfar, Erling Brinch, med to mænd fra fortiden. Et
møde, der kommer til at ændre hele familiens liv på afgørende vis.
DET
ER DE OPRØRSKE DER SVIGTER er en gribende og dramatisk slægtsfortælling
med et stort vingefang, nuancerede personskildringer og masser af
spændende historiske detaljer. Forfatterne får på overbevisende vis
litteratur, underholdning, menneskelig psykologi og levende
historieformidling til at gå op i en højere enhed.