PIBENDE HÆNGSLER af Arne Hardis er en historisk fortælling fra et moralsk grænseland, nemlig samarbejdspolitikken under besættelsestiden.
Besættelsestiden fascinerer fortsat på grund af de evige spørgsmål om den rette dosering af tilpasning og modstand. Nogle socialdemokrater gik måske lige lovlig langt i deres velvilje mod besættelsesmagten, og det er dem, PIBENDE HÆNGSLER handler om. De så sig selv som fremtidens mænd, da de søgte sammen under Besættelsen. De skrev i det tyskorienterede tidsskrift Globus, mødtes i studiekredse om det nye Europa, holdt foredrag for hinanden og var på studieture i det nazistiske Tyskland. Efter Befrielsen var de det dårlige selskab.
I nogle afgørende måneder stod døren mellem arbejderbevægelsen og dem på den forkerte side og peb på hængslerne. Det var ikke altid lige tydeligt, om de udstødte overtrådte grænsen i samarbejdspolitikkens moralske skyggeland, men eftertidens socialdemokratiske historieskrivning har forsøgt at overmale gråzonen i sorte og hvide farver.
PIBENDE HÆNGSLER er struktureret med et antal nedslag i form af kildebaserede essays eller historier. Portrætter af vigtige aktører veksler mellem beskrivelser af betydningsfulde miljøer og begivenheder, og hvert kapitel er på den måde en afsluttet fortælling. Bogen udfolder dramaet om de udstødte og deres kamp for ære og eftermæle. Et opgør, som har ekkoet gennem årtier.
Udvalgt af redaktøren i Historie som Månedens bog i april 2022.