Det er, som om de alle sammen ved det. Som om de kender både forhistorien og den nært forestående afslutning. Den pukkelryggede og snavsede matros’ grinende høflighed. Billetudstederens kryptiske bemærkninger om, at Venedig netop nu, for byens nuværende tillokkelsers skyld, er det helt rigtige rejsemål for et kultiveret menneske. Og den sminkede gamle mands berusede og lallende fabuleren om den allersødeste, lille hjertenskære.

De ved det allerede. De ved, at Tysklands førende digter Gustav von Aschenbach er på vej på sin sidste rejse – til Venedig og en håbløs forelskelse med døden som endestation.

Læseren ved det også. I hvert fald til dels. Vi befinder os i Europa tæt på Første Verdenskrigs udbrud. Hvor tæt ved vi ikke præcist. Kun at fortællingen begynder en eftermiddag i foråret 19…, som måneder igennem har set faretruende ud for Europa.

Gustav von Aschenbach er en moralsk kunstner, der skaber store litterære værker om alt det gode og skønne i livet; værker, som læses af både skolebørn og deres forældre til dannelse og opdragelse. Men han er afkræftet og træt af pligten til at skabe. Han længes efter at give slip, efter sansernes beruselse og livets opløsning.

I Venedig forelsker han sig hovedkulds i den gudeskønne unge polske dreng Tadzio og lader borgerlig moral være borgerlig moral. Han sniger sig efter Tadzio gennem Venedigs gader, ligger på lur, gemmer sig i gårde og bag mure, taber drengen af syne og farer forvildet og udmattet rundt, indtil han finder ham igen og forfølger ham i en gondol gennem den gamle handelsbys historiske kanaler. Forelskelsen river fundamentet væk under Aschenbachs liv, og han glemmer såvel sit kunstneriske kald som de normale standarder for anstændig opførsel.

Sideløbende med Aschenbachs stormende forelskelse er vi vidne til Venedigs moralske og fysiske opløsning, en opløsning, som myndighederne holder skjult, men som Aschenbach er hemmeligt indviet i. Venedig er hærget af pest, af den indiske kolera, som de foregående år har haft en stigende tendens til at vandre mod vest.

Aschenbach og det halve af Venedig bliver inficeret, ligesom Europa måske på netop dette tidspunkt blev dødeligt inficeret af civilisationsopløsende tendenser. DØDEN I VENEDIG er Mann i absolut topform – og når man har læst den, er man ret sikker på, at man snart skal læse den igen.

Klassikere

FILTRER SØGNING

Forfattere

Materialetype

Pris