250 år





Gyldendal er et af verdens ældste forlag, og i år kan vi fejre 250-års jubilæum. Selvom coronakrisen satte en stopper for den helt store jubilæumsfejring, skal I selvfølgelig ikke snydes for en lille hyldest til os selv, læselysten og det fællesskab, vi har sammen med alle jer bogklubmedlemmer.

Jubilæumstilbud

I journalist Pernille Stensgaards bramfri og kulørte fortælling SELVESTE GYLDENDAL, Selveste Gyldendal Forlagspris 399,95 kr. kommer man helt ind under huden på det fascinerende persongalleri, der har tegnet Danmarks største forlag siden fødslen i 1770. Lige fra den teologistuderende grundlægger Søren Gyldendal, der praktisk talt kom ind med 4-drosken fra Aars i Nordjylland og begyndte at købe og sælge bøger for at tjene penge til sine studier, over de tre generationer af familien Hegel, som styrede Gyldendal i næsten 100 år, til ostegrossereren Knud W. Jensen og hans excentriske ven, forfatteren Ole Wivel.

Det er en historie om uendelige magtkampe mellem store egoer, om penge og intriger – og om at præge udviklingen af Danmark ved at finde de helt rigtige forfattere. Centralt i Pernille Stensgaards fortælling står forholdet mellem Knud W. Jensen og Ole Wivel, som bindes sammen af et hemmeligholdt ungdommeligt sværmeri for nazismen, men som i efterkrigstiden sætter sig på magten på Gyldendal med den betydelige ambition om at puste nyt liv i dansk kultur: Knud W. Jensen som pengebagmanden, Ole Wivel som litterær styrmand. Det er et parløb, der overlever mange år, ja selv gennem den tid, hvor Knud W. Jensen udmærket ved, at Ole Wivel har en affære med hans kone. Men Gyldendal er også et stykke Danmarkshistorie, der viser, hvordan bøgerne, skøn- og faglitteraturen er med til at forme vores liv. Hvordan store romaner binder os sammen på tværs af klasseskel, land og by. Og hvordan den helt rigtige digtsamling, der som Yahya Hassans udskriger undertrykte sandheder om vores samtid, kan sælge i mere end 100.000 eksemplarer.  Gyldendal er fortællingen om 250 års dansk forlagsvirksomhed. Om de vildeste satsninger, den bedste litteratur, og om hvordan forfattere og medarbejdere hver dag har brændt for at forandre verden gennem det skrevne ord. At god litteratur kan være intet mindre end livsforandrende, endda i helt konkret forstand, det kan man forvisse sig om ved at læse de mere end titusinde kommentarer, vi har modtaget fra jer læsere i forbindelse med vores store jubilæumsafstemning om de ti mest elskede bøger fra Gyldendals arkiv. Jubilæumspakke En læser besluttede sig for at flytte til Grønland efter at have læst Kim Leines PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN, en anden angiver Tove Ditlevsens BARNDOMMENS GADE som en væsentlig grund til, at hun valgte at uddanne sig til socialrådgiver, en tredje købte 20 eksemplarer af Christian Jungersens UNDTAGELSEN og delte dem ud til sine kolleger for at forebygge mobning på arbejdspladsen. Og så er der Troels Kløvedals berømte beretning om jordomsejlingen med Nordkaperen, KÆRLIGHEDEN, KILDEVANDET OG DET BLÅ OCEAN, der har fået mere end én læser til selv at drage til søs. En af dem er Sine Lundby fra Marstal, som ovenikøbet endte med at blive gift og få børn med kaptajnen på det skib, hvor hun tog arbejde som ung. Men selv hvis du ikke ligefrem har vendt dit eget liv på hovedet på grund af en bog, så er det geniale ved litteraturen jo, at den lader os opleve alverdens tider, steder og menneskelige erfaringer hjemme fra lænestolen. Det er simpelthen for kedeligt kun at leve sit eget liv, når man med en bog ved hånden også kan leve andres. Og tilmed blive både klogere og godt underholdt undervejs.

Gyldendals Bogklub er ikke lige så gammel som selve forlaget – vi fylder først 70 til næste år. Til gengæld er vi fuld af ungdommelig iver efter at skabe den bedste læseoplevelse for vores medlemmer og knytte medlemmer og forfattere tættere sammen i et berigende læsefællesskab. Så husk, at du, udover de mange gode bogtilbud og artikler i magasinet, også kan se og lytte til forfatterinterviews, læseanbefalinger, bogsamtaler og meget andet på vores nye videosite: stream.gyldendals-bogklub.dk.