34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Kim Leine

Kim Leine er særlig kendt for sine historiske romaner om Grønland, men hans forfatterskab rummer også børnebøger og horror, og lige nu er han aktuel med sin første spændingsroman. Læs med om Kim Leines forhold til litteraturen og få hans bedste læseanbefalinger

Af Rose Kristine Hvidberg

Jeg læser, fordi litteraturen tidligt blev et safespace for mig, et sted hvor jeg kunne lytte til og tale med fornuftige voksne. At de havde været døde i hundrede år, gjorde intet. De levende voksne der omgav mig, derimod ...

Jeg ved ikke, om bøgerne former mit syn på tilværelsen, eller om det er tilværelsen, der former mit litteratursyn. Men Tolstojs KRIG OG FRED er i hvert fald et godt bindeled mellem de to. Hans personer er onde på en sympatisk måde og gode på en afskyvækkende måde. Og så er der jo krigen som den straf, menneskene dømmer sig selv til, mens Gud er anderswo engagiert. Jeg har læst den tre gange og glæder mig til fjerde gang.

En af de første store læseoplevelser, jeg husker, er FRÆNDELØS af Hector Malot. Det var den første bog, jeg læste til ende. Den handler om en dreng, der stikker af og oplever spændende ting. Senere stak jeg selv af og oplevede spændende ting.

Jeg giver den tit i fødselsdagsgave, især til kvindelige venner – mine mandlige venner ville alligevel ikke læse den. Bogen provokerer mig helt vildt, og jeg bliver provokeret af min provokation af den. 

De seneste bøger, jeg har læst, som har gjort et stort indtryk på mig, er Sigrid Undset KRISTIN LAVRANDSDATTER, hvor to stærke drifter river i Kristin, nemlig sex og religion. Og Lydia Sand grens SAMLEDE VÆRKER, som var en stor, positiv overraskelse. En blanding af Vladimir Nabokov og Donna Tartt.

Jeg har en svaghed for god tjubang-litteratur som hos George R.R. Martins KAMPEN OM TRONEN og Arturo Pèrez-Revertes bøger, som DUMAS-KLUBBEN. Der er et sprogligt overskud og en fortællemæssig autoritet, men også en overbevisende karakterskildring, som gør, at jeg bliver fastholdt. Jeg er også glad for ældre spændingslitteratur som hos Eric Ambler, spionlitteraturens gudfar.

En bog, der har fået mig til at grine, er George Orwells PARIS OG LONDON PÅ VRANGEN. Jeg kan anbefale alle hans bøger fra trediverne, både romanerne og hans journalistiske og selvbiografiske. Dette er hans første bog. Især er hans skildring af de parisiske restauranter, hvor forfatteren har arbejdet, gruopvækkende sjov. Disse madfabrikker er som kredse i purgatoriet. Man følger overtjeneren på hans vej fra køkkenregionerne, hvor han er en svinsk djævel, til gæsternes borde hvor han gennemgår en forvandling til forfinet repræsentant for fransk cuisine, der kan få selv grever og baroner til at føle sig som barbarer, og så tilbage til køkkenet igen, gennem svingdøren der forvandler ham tilbage til djævelen.

En bog, jeg altid anbefaler til folk, er Valerie Solanas’ SCUM MANIFEST. Jeg giver den tit i fødselsdagsgave, især til kvindelige venner – mine mandlige venner ville alligevel ikke læse den. Bogen provokerer mig helt vildt, og jeg bliver provokeret af min provokation af den.

Den bog, som jeg har læst flere gange, er Tove Ditlevsens GIFT. Den løsnede mine stemmebånd, gav mig mod og satte skred i skrivningen af min debutroman KALAK. Hun er på en gang direkte, ærlig, ambivalent, ironisk, ufordømmende og totalt amoralsk. Man griner, og så skammer man sig lidt over at have grinet.

Et forfatterskab, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er Guy de Maupassants. Han var en fransk forfatter, der blev manuduceret af Flaubert, debuterede som 30-årig og skrev syvogtyve bøger på ti år, hvorefter han døde af syfilis. Han har et klassisk touch og en misantropisk humor, som jeg vistnok er ret påvirket af. Jeg kan ikke anbefale hans fortællinger MADAME TELLIERS PENSIONAT OG FLOMMEN nok. Karen Blixen var tydeligvis en af hans danske beundrere.

Jeg er ved at læse mig igennem hele Sigrid Undsets forfatterskab og er den lykkelige ejer af hendes samlede værker. Den næste i rækken er hendes bog om Kong Arthur. Der er en voldsom patos i hendes bøger, som er blevet foragtet af finlitteraturens repræsentanter. Men nu er hun ved at få et velfortjent revival, mens de fleste af hendes kritikere er glemt. Jeg glæder mig også til at genlæse George Eliots MIDDLEMARCH, som måske er den bedste roman skrevet på det engelske sprog. Den skildrer gnidningerne mellem personerne i et landsbysamfund i England i 1800-tallet og ender som en uløselig hårdknude af konflikter. Bør læses!

Kim Leine anbefaler: