34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holst er en af Danmarks – og bogklubbens – mest populære forfattere, kendt og elsket for bl.a. trilogien KRONPRINSESSEN, KONGEMORDET og DRONNINGEOFRET og for sin seneste roman SOM PESTEN. Mens du venter på Holsts nye roman KRIGER UDEN MASKE, som udkommer til november, kan du kaste dig over nogle af alle de gode bøger, hun anbefaler her.

Af Helle Skov Wacher, Pressechef

Jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg læser hver eneste dag, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde, at jeg ikke ville læse. Uden bøger ville verden være uforståelig. Jeg læser ofte, før jeg skal sove. Eller rettere: Det gør jeg altid. Om jeg så kommer hjem beruset efter en fest kl. 3 om natten, læser jeg! 

Den seneste bog, jeg har læst, som gjorde stort indtryk på mig, er Simone de Beauvoirs EN VELOPDAGEN UNG PIGES ERINDRINGER. Den unge Simone de Beauvoir gennemlever langt hen ad vejen den samme udvikling som kunstneren Sonja Ferlov Mancoba, som jeg skriver om i min nye roman. Der er en parallelitet i deres ambitioner og i deres dybe ønske om at finde mening og selv få betydning. Simone de Beauvoir har en anden intellektuel og mere akademisk historie, men deres higen efter at blive til ’nogen’ gennemstrømmer deres formative år. Og på samme måde som Sonja læser Simone de Beauvoir sig til erkendelser, som hun ikke har fået via sin livserfaring.

Den næste bog, jeg glæder mig til at kaste mig over, er Jonathan Franzens KORSVEJE. Når jeg er i skriveproces selv, er der ikke plads til at læse meget andet, men det er der nu, og jeg vil gerne hele tiden læse mere. Mine tænder løber simpelthen i vand, når jeg kommer ind i en boghandel.

Jeg læser ofte, før jeg skal sove. Eller rettere: Det gør jeg altid. Om jeg så kommer hjem beruset efter en fest kl. 3 om natten, læser jeg! 
En bog, der har haft stor indflydelse på den person, jeg er i dag, er Suzanne Brøggers CREME FRAICHE. Hun er en stor inspiration, sanselig og fascinerende. En anden er Simone de Beauvoirs DET ANDET KØN. Hendes feministiske analyse har haft en gigantisk indflydelse på mig. 

Den bog, jeg tænker på som min første yndlingsbog, er Laura Ingalls Wilders serie om DET LILLE HUS PÅ PRÆRIEN. Jeg tror næsten, at den ville være uspiselig i dag, men dengang var den superspændende. Laura selv var en person, som ville mere. Handlekraftig, nysgerrig og måske et af mine første feministiske ikoner. 

En bog, der har fået mig til at grine højt, er Suzanne Brøggers EN FORFATTERS DAGBOG 2010-2020. Hun er virkelig sjov. Det er en meget stor kvalitet, hun har, med det spænd, der er mellem intellektualitet og jordnær humor.

Den bog, jeg har læst flest gange, er BUDDENBROOKS af Thomas Mann. Jeg læser gerne klassikere flere gange, fordi jeg har læst dem som ung, og så kan jeg vende tilbage til dem. Jeg mangler ULYSSES og Proust, og det glæder jeg mig til.

En bog, der har gjort mig klogere på et emne jeg intet vidste om, er Leo Tolstojs KRIG OG FRED, som jeg læste i vinterens løb. Jeg forsøgte at forstå rationalet eller rettere mangel på samme ved krig. Det er spild af liv, meningsløst, og det fører ikke til noget. Desuden var det spændende at lære mere om Napoleon.

Den mest overraskende læseoplevelse, jeg har haft i år, er bl.a. Josefine Klougarts nye roman ALT DETTE KUNNE DU FÅ, som er virkelig, virkelig god. Ida Jessens KAPTAJNEN OG ANN BARBARA lige så. Jeg vidste intet om den jyske hede, men det lærte jeg så. Plus hun skriver godt. Der er så mange relevante og overraskende bøger. Jeg prøver virkelig at følge med i den unge litteratur, som f.eks. Alexandra Moltkes ANIMAL eller Johanne Billes NÅR MÆND FORLADER MIG. De skriver med et stærkt og kompromisløst engagement og et dejligt temperament.

Hanne-Vibeke Holst anbefaler: