34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Sofie Maria Brand

Hun griner af Pippi Langstrømpes geniale idéer, kan et hav af børnerim udenad og elsker, når bøger giver børn mulighed for at fordybe sig. Mød Sofie Maria Brand, der er forfatter til nogle af bogklubbens mest populære faktabøger for børn. 

Af Sisse Tvegaard Andersen

En bog, jeg fik læst højt som barn, var … H.C. Andersens eventyr. Min mor sværgede til de originale eventyr, der ikke er omskrevet, fordi hun synes H.C. Andersens sprog er så smukt. Min søster og jeg kunne også alle rimene fra OKKER GOKKER GUMMI KLOKKER udenad, og så sad vi og underholdt hele kupéen med dem, når vi var ude at køre med tog. Jeg elskede også den eneste Pixibog, vi havde. Den hedder EN BLOMSTRET PARAPLY, og jeg har den stadig.

Den bedste bog, som jeg selv læste i min barndom, var … SKORPIONKLUBBEN OG OLSEN BANDEN af Iben Melbye. Den handler om en lille vennegruppe, der bor på Vesterbro og bliver involveret i en mordgåde. Jeg er født på Vesterbro, men vi var flyttet derfra, så det var nok især deri fascinationen af bogen lå. Jeg læste den igen og igen. Det samme gjaldt mine Anders And blade.

En bog, jeg ofte giver i gave til (folk med) børn, er … DIG OG MIG OG VI TO eller HALFDANS ABC, fordi børnerim beriger alle og redder enhver køretur. Der er ikke noget bedre, end når alle i bilen siger ”Else – pelse – pølsesnak” i kor.

Der findes intet bedre end at skabe hyggelige stunder mellem bøn og forældre...

For tiden kan vi i min familie bedst lide at læse … HVOR ER PLET? og alt med Kaj og Andrea. Vi har en datter på ti måneder, og hun er helt vild med Kaj og Andrea, især deres sange, som hun rokker ivrigt med på.

Når jeg læser højt, foregår det ofte … om aftenen, inden min mindste datter skal sove. Jeg er stor tilhænger af at læse med børn hver aften før sengetid. Med min store datter, der nu er 15 år, var det tydeligt, at det i mange år gav hende lyst til også selv at ligge og læse om aftenen.

Jeg griner altid, når jeg læser … Pippi Langstrømpe. Hun er ukuelig, fuld af løjer og vender verden helt på hovedet. Hun sover med fødderne på hovedpuden, vander haven, når det øser ned, og tager sin hest med indenfor. Og hvem husker ikke scenen, hvor hun skøjter rundt med skurebørster under fødderne og vasker gulv? Det er genialt tænkt af Pippi.

En bog, der har fået mig til at græde, er … DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE. Jeg husker, hvordan jeg bagefter sad ved vores åbne badeværelsesvindue, mens det regnede udenfor, og prøvede at leve mig ind i, hvordan det var at være den fattige, barfodede pige i eventyret. 

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være … Benny fra BENNYS BADEKAR! Det er så eventyrligt og vildt alt det han oplever i det store ocean.

Det er fedt at skrive faktabøger til børn, fordi … man får mulighed for at udvide børns verden på en sjov og rolig måde. Jeg ser for mig barnet (og forælderen), der bliver overrasket over, hvordan man holder jul i Indien, eller at det var en dansker, der opfandt burgeren og højtaleren. Der findes ikke noget bedre end at skabe hyggelige stunder mellem børn og forældre, eller at se et barn helt fordybet i en bog, især i disse digitale tider.

 

Sofie anbefaler