34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Pelle Hvenegaard

For Pelle Hvenegaard kan bøger både bruges, når man har brug for en god griner, til at fremkalde gamle minder og når datteren skal forberedes på at starte i skole. 

Af Sisse Tvegaard Andersen

Det allerbedste ved bøger er … at man kan rejse i tid og sted. Alt er jo i virkeligheden muligt i bøgernes verden, og derfor er det en fantastik mulighed for at tage på eventyr. Man kan opleve nye og anderledes verdener og blive klogere på livet, mennesker og verdenen - men man kan også bare få en følelsesmæssig oplevelse, fælde en tåre eller når det er bedst en god griner.

De bøger, jeg fik læst højt som barn, var … Det, jeg husker bedst, er RONJA RØVERDATTER og BRØDRENE LØVEHJERTE, hvor især den sidste virkelig ramte mig (ligesom jeg tænker mange andre har oplevet det?!). Der var også en masse andre, og det sjove er, at mine forældre har gemt dem, og jeg genlæser dem nu for min datter - det er et fantastisk genbesøg og bringer en masse gamle minder frem.

Den bedste bog, som jeg selv læste i min barndom, var … igen - BRØDRENE LØVEHJERTE!

Godnathistorien sender tit både den lille og hendes far en tur til drømmeland

En bog, jeg ofte giver i gave til (folk med) børn, er … på det seneste JORDEN RUNDT MED KATRINE - det er Ukhonas yndlingsbog, og den er virkelig skøn med kombinationen af at komme “rundt i hele verden” og så de skønne, skønne sange, som man kan tilgå via QR-koder inde i bogen - det er virkelig en fed kombi.

Den seneste bog, vi har læst i min familie, er … Anna Fiskes bog HVORDAN BEGYNDER MAN I SKOLE? Ukhona skal begynde i skole efter sommerferien, og det er en superfed måde at forberede hende på, hvad det er, ved at læse om det. Der er desuden også et opgavehæfte til, som hun har haft det ret sjovt med efterfølgende.

Min datter elsker, når jeg læser højt fra … KAPTAJN UNDERHYLER, en skøn gammel tegneseriebog, som min lillebror vist havde, da han var lille. Hun skriger ofte højlydt af grin, når vi læser dem.

Når jeg læser højt, foregår det ofte … når jeg hver aften læser godnathistorie for den lille, inden hun skal sove. Det giver en dejlig ro - og tit sender det både den lille OG hendes far en tur til drømmeland.

Jeg griner altid, når jeg læser … igen KAPTAJN UNDERHYLER - ikke fordi jeg selv synes, den er overdrevet sjov, men fordi det virkelig smitter, når den lille klukker af grin.

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være … Pippi Langstrømpe - hun har det for vildt!!

 

Pelle anbefaler