Katrine Marie Guldager har skrevet en intens og vedkommende autofiktiv roman, der har fået en fantastisk velkomst af anmelderne. Det er en roman om at miste og om til sidst at blive fremmed for sin egen familie, men også om at frigøre sig og blive til – som menneske og som forfatter.

Året er 1988. Katrine Marie Guldager er 22 år gammel, og i løbet af mindre end en uge modtager hun to af den slags telefonopkald, vi alle frygter allermest. Det første fortæller, at hendes bedste veninde, Anne, er blevet skudt ned på åben gade i Nicaragua. To dage efter Annes begravelse ligger Katrine, udmattet af sorg og chok, og sover hjemme på sin fars gård, da telefonen ringer igen: Hendes far, der for kort tid siden hviskede farvel og kyssede hende på panden, er ikke mødt på arbejde. Og der har være en stor togulykke i nærheden.

De to dødsfald er det rå udgangspunkt for den store familie- og dannelseshistorie, som Katrine Marie Guldager udfolder i romanen DET SAMME OG NOGET HELT ANDET. Det er en fortælling om en familie, der smuldrer, og om en ung kvinde, der må finde sin egen vej videre. For efter farens død begynder et langsomt skred i hovedpersonens relationer til de nærmeste. Pludselig viser familien sig som et utrygt sted, fuld af arvestrid, mistænkeliggørelse, jalousi, ensomhed og subtile magtkampe af den slags, hvor man aldrig helt kan sætte fingeren på, hvad der er galt.